Tale til 10-års jubilæum

VERBATIM. Tale af Peter Adler, formand for Konservative i Bruxelles, den 13. november 2013:

I 2003 blev det besluttet at oprette en vælgerforening for Det Konservative Folkeparti i Bruxelles.

Det med “vælger” er selvfølgelig lidt af en overdrivelse. De danskere, der flytter udenlands – og bliver der – mister efter nogle år valgretten til folketinget. Det er en specialitet, der er næsten lige så unik for Danmark som f.eks. sommerhusreglen eller andre undtagelser, der ikke skal nævnes her. Særlig ikke, da partiet jo arbejder hårdt og målrettet på at få dem afskaffet!

Det med “forening” er måske også så meget sagt i virkeligheden. På daværende tidspunkt stod der i hvert fald ikke noget i partiets love om, at der var plads til foreninger uden for Rigets grænser. Og de belgiske regler for foreningsdannelse er nok aldrig blevet helt klare for os, hvis vi skal være ærlige.

Når vi alligevel fik Hovedbestyrelsens velsignelse dengang, var det først og fremmest takket være partiets daværende formand, Bendt Bendtsen, der som travl vice-statsminister rejste til Bruxelles en kold novemberdag for 10 år siden for at holde vores forening over dåben ved den stiftende generalforsamling. Af hjertet tak, Bendt, fordi du gjorde dette projekt muligt! Og tak fordi du er med i dag, både fordi du er partiets medlem af Europa-Parlamentet og fordi du – stadig – er en af vores trofaste støtter!

EU er jo rykket tættere på Danmark – og EU’s ansatte og andre udlandsdanskere tager omvendt Danmark med sig, når de flytter ud. Det gælder også konservative danskere, heldigvis.

For ti år siden skrev vi frisk ind i vores vedtægter, at vi dækker hele BeNeLux. Overbeviste konservative, der bor i selv de fjerneste afkroge af Holland, Belgien og Luxembourg – 3-4-500 km herfra – er velkomne til alle vores møder på hverdagsaftener her i Bruxelles. Vi er altså den konservative forening med det suverænt største, geografiske område! Vi er derimod ganske klart ikke den forening med det største antal medlemmer… da i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, som det hedder i politik!

Så selv om det med “vælger” og “forening” faktisk har svævet lidt i det uvisse, er der til gengæld ikke tvivl om det med det konservative. Det har været en stor, stor fornøjelse at være med i denne forening, at lære mennesker at kende, at diskutere politik – ikke mindst EU – og først og fremmest have det hyggeligt sammen med jer, der er medlemmer! Tusind tak for det!

Og nu vi er ved taksigelserne:

Naturligvis vil jeg gerne sige tak for samarbejdet til alle dem, der er og har været medlemmer af bestyrelsen. En helt særlig tak vil jeg gerne sige til Dorte Hansen, der som kasserer og sekretær har været en praktisk drivkraft af fuldkommen uvurderlig værdi. Tak til dig, Dorte!

En stor tak til Jacob Lund Nielsen, der har gjort arrangementet her i aften muligt. Du er blevet en stadigt mere generøs vært for vores forenings arrangementer, i takt med at virksomheden og –  håber vi – også bundlinien er vokset! Tusind tak for værtskabet. Det værdsætter vi umådeligt højt.

Tak til Connie Hedegaard, der også regelmæssigt bakker op om foreningen her og deltager i vores arrangementer. Connie er i partisammenhæng jo også en rekordperson i Bruxelles som den første danske EU-kommissær nogensinde fra Det Konservative Folkeparti – den første i en lang række, selvfølgelig. Du er bevis på, at det var rigtigt og fremsynet, når vi allerede for mange år siden skrev i vores vedtægter, at “Det Konservative Folkepartis medlemmer af Europa-Parlamentet og danske medlemmer af Europa-Kommssionen, som tilhører Det Konservative Folkeparti inviteres til at deltage i bestyrelsens møder”.

Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne sige en hjertelig og stor tak til Lars Barfoed, vores nuværende partiformand. Under dit formandskab er lokalforeninger i udlandet kommet med i partivedtægterne. Festen her i aften er altså helt igennem lovlig! Det er en stor glæde for os, at du har lagt vejen forbi Bruxelles i dag for at være med til at fejre foreningen! Du behøver ingen yderligere introduktion. Lars, ordet er dit!

 

Share Button
Ingen kommentarer.

Skriv et svar